Kan du heller ikke sove? ~ David

Tid: Over midnat.
Sted: Gryffindor's opholdsstue.
Omgivelser: Ingen andre.
Vejr: Det stormer udenfor.
Dag: Natten til søndag.
Årstid: Efterår.

Robyn trådte ned af trapperne fra pigernes sovesal og kiggede rundt i opholdsstuen, da hun nåede derned. Der var ingen andre. Kunne det virkelig passe, at alle lå og sov? Nah. Der var sikkert mange elever, der var udenfor eller i Hogsmeade eller sådan noget. Hun trak på skuldrene og nærmede sig en af lænestolene, som hun slog sig ned i og trak det varme tæppe, som hun havde taget med sig sovesalen, godt omkring sig, så hun ikke ville komme til at fryse. Hun kiggede endnu en gang rundt og et bredt smil dukkede op på hendes læber, da flammerne i kaminen brussede op. Hun lænede sig tilbage i stolen og sad bare og betragtede flammerne. Hun havde lagt oppe i sin seng i hvilket havde følt som timer og havde så opgivet at falde i søvn, derfor sad hun nu der, hvor hun sad.

David havde sneget sig ud til søen, og var på vej hjem til opholdsstuen efter han havde været der ude han havde dog heller ikke været i storsalen. Så ud over og være lidt sulten var han nok på spanden, hvis han bliv opdaget af en af læren. Han smil for sig selv mens han gik videre, mod opholdstuen fra søen af mens han undgik læren hvilket var heldigt for ham. Han kigge på døren ind til opholdstuen og mumle kodeord, hvor han så gik ind. Han kigge sig omkring mens han smil for sig selv, men det syn der mødte ham da han kom ind kom som et chok. Det var Robyn, han havde aldrig snakke med hende i de 6 år han havde gået på skolen men nu sad hun i en stol da han lige var kommet ind. Han kiggede sig omkring for at se om han kunne komme forbi hende, uden hun lægge mærk til ham men det ville nok blive lidt svært. Han sank en klump inden han talt til hende, "hej det er Robyn ikke." Sagde David mens han gik lidt længere ind, i opholdstuen.

Robyn sad i sine egne tanker og puttede sig mere og varmere ind i sit tæppe. Hun lukkede kort øjnene i og lod et suk forlade sine læber, inden hun åbnede øjnene op igen og hvilede baghovedet tilbage imod ryglænet på stolen. Hendes blik vandrede rundt i rummet, inden hendes øjne hvilede på pejsen, der flammede sig op i smukke og store flammer. Det var rart. Det føltes rigtig godt at kunne sidde der i fred og ro og lade tankerne vandre frit. Men da hørte hun pludselig indgangen gå op og hun løftede hovedet, da hun så fik øjenkontakt med en dreng, omtrent hendes egen alder. Hun kneb øjnene i, inden de lyste op samtidig med det venlige smil, der dukkede op på læberne. "Jo," svarede hun ham og gav et nik fra sig, "Hvem er du?"