Bad Morning - Rafael

Miles lå og sov. Det havde en efterhånden gjort i et par timer efter en vild nat i byen, han havde tilbragt med sin bedste og eneste ven, Rafael. Rafaels forældre boede det meste af tiden i Spanien på nær i ferien, så der var de taget ned, så de havde hele huset for sig selv. Kunne ryge, drikke og tage piger med hjem lige så meget, de ville, og det var uden tvivl fedt! Miles kunne også slæbe piger med hjem til sig selv i Dublin, men det var bare ikke, det samme.. Det gjorde ikke ligefrem indtryk på pigerne, at der sad en sociopat inde i stuen..
En kat fik sneget sig ind på værelset, og uden videre sprang den op i Miles seng, men han bemærkede intet. Han sov dybt. Provokerende begyndte katten at gå oven i dynen, men det reagerede Miles heller ikke på, så katten besluttede sig åbenbart for at angribe hans arm. Den kradsede vildt i ham, og med en ubehagelig grimasse markeret i ansigtet, fløj hans hoved op fra puden og skubbede katten ned.
"Hvad fanden skal det forestille, dit lille møgdyr? Jeg ligger fandeme og sover!"
Halvråbte han, og rejste sig op for sengen for at sparke til katten, der hurtigt forsvandt ud af rummet igen. Miles overvejede at følge efter katten, bare, for at straffe den, men det orkede han ikke, så han satte sig bare på kanten af sin seng. Han kiggede på hans hærgede arm, der havde fået et par rifter, men ellers var der ikke sket noget.. Men det var nok! Lille svin! Han var aldeles ikke glad for dyr.. Han kørte en hånd gennem sit rodede, fedtede hår, og konkluderede, det nok ville være godt med et bad!

Rafael lå også og sov. Enkle gange gryntede han, men det blev aldrig til en decideret snorken. Han havde været ude og feste med Miles, og det blev altid vildt, så søvnen var aldeles tiltrængt, og hans krop, havde ikke i sinde at vågne foreløbig, men desværre fejlede hans ører ikke noget, og da Miles råbte op, vågnede han automatisk. Han åbnede øjnene og følte sig straks groggy, og kunne også mærke hovedpinen dunke tungt i hans hoved. Tømmermænd var noget lort! Han drejede sit hoved, så han kunne glo på Miles, der sad på kanten af sin seng. Hva' fanden skulle det postyr til for? Miles plejede ikke at være et morgenmenneske..
"Hvorfor fuck skriger du? Og om morgenen.."
Stønnede Rafael irriteret og rodede lidt i sit mørke hår, der umuligt kunne komme til at stritte mere. Hans hår havde altid været af den kaliber, der godt kunne lide at stritte om morgenen..
"Jeg tror, den hovedpine dræber mig.. Hvor meget drak vi igår? Det eneste, jeg kan huske, var, at du havde gang i tre piger, eller sådan noget.."
Mumlede han videre, og orkede ingen gang at løfte sit hoved op fra puden, eller sætte sig bedre til rette i sengen, så han blev bare liggende. Totalt død i hovedet. Det var det værste.. Dagen efter.. Den kunne ingen fandeme lide, men alligevel kæmpede man sig igennem den, ellers var man fandeme bare en klam svagpisser!